Af Niels Nørgaard Nielsen / 28. november 2024
Op mod jul sker der ofte de forunderligste ting og sager; det kogler, det kribler, det krabler.
Nissefamilien Rødhat er en stor familie af skovnisser, som lige som de sidste mange år er flyt-tet til Øster Hornum, nærmere betegnet til Katbakken. De kan ikke undvære Øster Hornum, så de kommer igen og igen år efter år! Familien plejer at flytte ind på Katbakken i begyndelsen af december, men i år er de kommet allerede i slutningen af november, fordi de synes Katbakken er så dejligt et sted.
Familien består af Nissemor Rødhat, Nissefar Rødhat og deres 23 nissebørn. De bosætter sig rundt omkring i Katbakkeskoven. Hver nisse bor bag sin egen lille fine, røde dør. Familien Rødhat er flyttet til Katbakken, fordi Julemanden har brug for deres hjælp.
Julemanden har givet dem en vigtig opgave – de skal hjælpe ham med at holde øje med byens børn, lave drillerier og indsamle alle børnenes juleønsker.
Nisserne har i løbet af december meget travlt med at besøge alle familierne i byen. Når de kommer trætte hjem fra besøgene, elsker de, når søde børn har lagt en lille ting til dem – fx en pebernød, en mandel, en tegning eller noget andet i deres nissebo – og de husker de søde børn, når de rapporterer tilbage til Julemanden. Nisserne og Julemanden husker alle børn, både de artige, de uartige, de lurvorne og de bedårende!
Nissemor Rødhat og Nissefar Rødhat har svært ved at huske, hvor alle deres nissebørn har bosat sig i skoven. Derfor har de lavet et kort, hvor de kan se alle nissebørnenes nisseboer.
De første år familien boede på Katbakken havde Nissemor Rødhat og Nissefar Rødhat opstil-let en stor postkasse i skoven. Her kunne alle børn aflevere deres breve til julemanden. Den var snart alt for lille, da der kom mange hundrede breve, så i de senere år, og altså også i år, har de bygget nisse-postcentral, hvor børnene kan aflevere breve med julegaveønsker til julemanden. Der er i nisse-postcentralen fire brevsprækker, hvor der kan postes breve: En til de artige, en til de uartige, en til de lurvorne og en til de bedårende. Ved nisse-postcentralen er der allerede nu ankommet den julekane, som til jul fragter alle brevene til julemanden.
Lige før juleaften kommer Julemanden forbi og tømmer de fire postkasser, læser alle børnenes breve og færdiggør sin seddel over alle børnenes juleønsker.
Kort over Katbakken med Nissedøre, her i billedformat.
Kort over Katbakken med Nissedøre, her i pdf-format.