Flis på Katbakkens stier

Fredag formiddag, 15. oktober, iførte en mindre flok Katbakke-aktivister sig arbejdstøjet og gik i gang med at forny laget af flis på nogle af Katbakkens stier. Der var blevet leveret en større dynge flis, som en traktor med grab læssede på trailere forspændt henholdsvis Katbakkens havetraktor og en ATV. Efter at flisen var kørt ud, hvor det skulle, kom det hårde arbejde med at fordele det i et jævnt lag – det foregik med greb og rive.